INTRODUCERER
Amanda Ringbergs (B)log over forløbet i Æstetisk Kommunikation i Praksis på Aarhus Universitet 2012.

Indlæggene er opdelt efter undervisningsgang og indeholder, udover en oversigt over det gennemgåede stof, også lejlighedsvise refleksioner over proces og gruppedynamik.

 

Skriveworkshop II

Skriveøvelse

 

Et essay om at værdsætte værdi

Værdi, fortæller en online-ordbog mig, kommer af latin; valere, som betyder ’at have styrke’. Online-ordbogen fortæller også, at ordet ’værdi’ har så mange betydninger, at den ikke rigtig ved hvor den skal begynde med at forklare og udrede begrebet.

Et af perspektiverne på værdi kan jeg dog nikke genkendende til. Det er det perspektiv, der kommer fra antropologien og har at gøre med den betydning, der lægges i goder versus tjenester, når det kommer til social reciprocitet. Eksempelvis, ’hvor mange grise skal jeg af med for at deres mængde svarer til den tjeneste du vil gøre mig?’

Det er ikke just et eksempel jeg selv ville støde på i min hverdag, men det åbner op for at overveje, hvordan man vurderer materielle goder i forhold til det, der har ikke-materiel værdi.

Værdi er også ’værdier’, forstået som spørgsmål man føler sig moralsk forpligtet til at stå inde for eller forsvare, til trods for modstand. Der er lige så stor forskel på typen af den slags værdier, som der er på måder, at handle med materiel værdi, og nogle mennesker inkluderer det materielle i det, der har personlig og følelsesmæssig værdi for dem.

Jeg kan se hvor det ’at have styrke’ kommer ind, i spørgsmålet om personlige værdier, hvad end det er store moralske spørgsmål, eller små, private interesser og hobbier man ønsker at forsvare. Under alle omstændigheder kræver det styrke at stå ved de ting, man som person finder værdifulde.

Det er så et spørgsmål om der findes både gode og dårlige værdier? Der er en generel negativ indstilling, hos mange, til det at sætte materiel værdi højt, til dels en kristent-baseret vurdering af ’mammon’ som et onde, men også fordi det ligger i kortene at de, der sætter materiel værdi først, skubber de mere moralsk-baserede værdier til side. Meget af den tankegang er højst sandsynligt kulturelt bestemt, som mit eksempel med den kristne tradition også illustrerer, for her kommer det også helt an på hvilken kristen tradition, der så er tale om. Det er derfor måske mere et spørgsmål om at vælge, hvilken gråtone der passer en bedst. Det giver lidt mere mening nu, at ordbogen ikke var i stand til at give et entydigt svar på, hvad værdi betyder.

Mit udgangspunkt var simpelt; ’jamen, det er vel bare noget, der kan sælges’ – men moralske værdier er netop noget, som helst ikke skulle kunne sælges, men som det kræver styrke at holde fast ved, selvom der måske er folk, som ønsker at købe dem, enten ved hjælp af de føromtalte materielle værdier, eller ved at tilbyde deres egne, moralske værdier i bytte. Så måske skal mit spørgsmål ikke være, ’Hvor mange grise skal jeg af med for at deres mængde svarer til den tjeneste du vil gøre mig?’, men ’hvor meget er min moralsk-baserede værdi værd i forhold til din?’. Det er næppe noget andre kan svare på, og jeg er heller ikke så sikker på det ville være klogt at vælge ud fra hvad andre svarer på det spørgsmål. Det er én ting med det materielle, som hele tiden skifter værdi alligevel, alt afhængt af finanskriser og hvem der bestemmer hvad hvornår, men i forhold til de moralske og personlige værdier er det kun den enkelte, der kan vurdere værdien, og det er bestemt ikke sikkert, at alle er enige, selvom det nok ikke skader at bruge medmenneskelighed og sund fornuft i håndteringen af spørgsmålet.

Refleksionsskrivning: skriveproces ved skriveøvelsen.

Min skriveproces da det kom til skriveøvelsen var jeg desværre ikke nær så effektiv, som jeg kunne have håbet.

Jeg valgte et essay, dels for at forsøge mig med den genre, da det ikke er noget jeg har skrevet særligt meget af, og dels for at kunne skrive noget med en eller anden form for pointe.

Det gik dog hurtigt op for mig at jeg hele tiden sad og censurerede mig selv, hvilket jeg netop havde valgt essay-formen for at undgå. Faktum er at alle tre former for skrivning; essay, blogindlæg og fiktion, er personlige stilarter og jeg fandt ud af at jeg ikke har det videre godt med at skulle udstille min helt personlige mening for andre på skrift på den måde.

Jeg har ikke noget imod at tale om det, men det skrevne ord er cementeret på en hel anden måde og det gjorde mig ubehageligt til mode, hvilket forhindrede min proces i meget høj grad.

Grunden er dels at det skal vurderes og kritiseres af andre, men også at det er en universitetsopgave, skrevet i uni-regi, men uden uni-’persona’, for at bruge det udtryk. 

Ellers lignede min proces dog den normale skriveproces jeg plejer at bruge. Jeg skriver så meget jeg kan, retter det og holder så en pause, hvor jeg belønner mig selv med musik eller lignende. Det dur ikke at gå på facebook eller youtube fandt jeg også ud af under min BA-skrivning, men musik er en okay måde at tage en pause og så gentage processen med at skrive lidt og så rette.

Refleksioner fra de andre over mit essay

Godt sprog. Akademiske kvaliteter. Klar Videreudvikling. Godt for essayet at noget ændrer udtryk. Rød tråd.  Der er mange vinkler og det er godt for essayet. 

Kritik: kunne også være debatindlæg – for klar progression. Kunne være lidt mere filløjerlig, puseløjerlighed. Mere daring.

I plenum:

I debatindlæg husk retorikken. Vær præcis med eksempler og argumentation.

Persona-øvelse

At beskrive rummet med en bestemt person for øje, ud fra dennes synspunkt. I mit tilfælde en pensionist.

Pensionisten

Der er træborde på række i rummet, ikke træ som i min tid. Dengang var det mørkere og der var ikke noget med at sidde to og to. Vi havde skam hver vores pult dengang. Der er en lang sort tavle på endevæggen, ligesom jeg husker det fra min egen skoletid, med kridt streger og udvisket tekst. Under tavlen står to af de hersens overheads. Vi havde ikke overheads, vi brugte kun tavlen dengang. Der er også et musikanlæg af temmelig kompliceret natur, der er både højtaler til og det ene og det andet. Der står også et nymodens klaver i den modsatte ende af rummet, under vinduet, en smart sort ting, men ved siden af det står et rigtigt klaver, et der har korpus af træ og ordentlig pondus. Det er ægte lyd der kommer ud af sådan et. Rummet er intetsigende farver. Der er plast og kommune-farver alle steder, helt anderledes end de tungere, mørkere bygninger jeg selv husker. Der er også alskins stikkontakter langs væggen og datamaskiner på bordene. Der er også en af disse her smarte projektorer som sender et billede direkte op på lærredet, en slags fornyet overhead. Der er mange lamper i loftet, der giver virkelig godt lys.

Min værditekst fra pensionistens synspunkt:

Der er så mange diskussioner om hvad værdi er nu til dags. I min tid var det mere ligetil. Dengang handlede det bare om hvor mange grise jeg skulle af med for at betale for en tjeneste nogen ville gøre mig. Det er ikke så ligetil længere, hører jeg. Nu tales der ikke kun om varer og det at bytte sig til noget af værdi, fordi man har praktisk brug for det, men også om hvad der har værdi for den enkelte person. Det er noget værre noget. Ikke alene kan det nu diskuteres hvad der er godt og dårligt at beskæftige sig med i sin fritid, men også hvad der er moralsk forsvarligt, uafhængigt af den grundfaste, sunde kristne tradition. Der er heller ikke længere nogen der er enige om de moralske sandheder. I min tid var de værdier vi ejede, det vi levede af, og så var det det. Hvis man ville have svar på moralske spørgsmål gik man i kirke eller talte med folk fra sin fagforening. Nu om dage kan man frit vælge som man vil med hensyn til værdier. Hvad blev der af de gode budskab; ’du kan ikke elske både Gud og mammon’? det må da være nok. Der er ingen grund til at vride sin hjerne med alle de overvejelser, så længe man bare ved hvor man selv står politisk og har sine ti bud i frisk erindring.

Om den omskrevne værdi-tekst:

Den er blevet meget mere påståelig og forstokke, den er også mere 'to the point' og har kortere sætninger. generelt konfronteres man, i processen med at påtage sig en persona, med alle de fordomme man har om en bestemt type person. det har muligvis også noget med tiden at gøre, da man, hvis man havde mere tid til at skabe bevæggrunde og baggrund for den persona man har påtaget sig, måske ville være i stand til at give et mere tredimensionelt billede af personen.

Refleksion over forløbet
Jeg havde umiddelbart allerede stiftet bekendtskab med mange af de metoder der findes, når det kommer til at udvikle sin skrivning, men har igennem forløbet helt konkret lært hvordan det at bruge benspænd kan hjælpe en til at fokusere sin skrivning, specielt, når det kommer til at skrive opgaver på universitetet.


Persona-begrebet er fx rigtig godt, når det handler om at skrive i et bestemt sprog. Jeg har selv det problem, at jeg skriver for lange sætninger og en anden persona kan måske hjælpe mig, når det kommer til at gøre mine akademiske tekster mere stringente.
Ellers har det været en positiv oplevelse at forsøge sig med skrivning på dansk igen og på så intensivt et forløb og det kan forhåbentligt forstærke min egen skriftlige stemme.


Hvor den æstetiske kommunikation kommer ind i billedet, er det mig mindre klart. Jeg kan se det kommunikative ved forløbet, men det æstetiske aspekt har jeg lidt svære ved at spotte, i hvert fald ud fra et mere analytisk perspektiv.

Skriveworkshop I

Reflektion over skriveprocessen med et lidt mere stramt perspektiv end hurtigskrivning har, men stadigvæk personligt og refleksivt.

 

Min skriveproces.

Vi er blevet bedt om at reflektere over vores egen skriveproces ud fra to eksempler. Den første er den spontane proces, hvor der ikke planlægges og overvejes før der skrives og den anden er den mere planlæggende.

Min egen skriveproces reflekterer højst sandsynligt mest den første proces; den spontane. Jeg baserer den vurdering på, at jeg sjældent planlægger særlig meget i forvejen og har en tendens til bare at sætte mig ned og skrive. Jeg producerer dog, i modsætning til hvad der ellers tillægges den spontane proces, sjældent særlig meget tekst, i forhold til hvad der måske kunne forventes.

Jeg kan godt blive ved i længere tid, men hvis jeg fx skriver skønlitterært skriver jeg sjældent så meget som de mennesker jeg kender, som følger den mere planlæggende proces. Det kan selvfølgelig have at gøre med de enkelte emner og jeg har lagt mærke til at jeg er bedre til at producere mere tekst nu, end jeg var da jeg startede på universitetet, måske fordi der er krav om bestemte længder på opgaver.

Jeg vil ikke sige at jeg skriver kondenseret, for jeg er meget spontan i min skrivning, men jeg tror min tankeproces, specielt når det kommer til specifikke emner, er meget ensrettet, så analyse og opvejning, det der som regel fylder i opgaver, er mere forceret og tvungent end det måske burde være.

Med det skønlitterære handler det meget mere om flow og om hvorvidt jeg har noget at fortælle. At jeg har noget at fortælle er dog ikke altid en fordel, fordi jeg så hopper over ting.

Vi blev desuden bedt om at skrive en historie på 55 ord. Jeg har prøvet at skrive korte historie før, men sjældent med så få ord og det var svært for mig at opfylde kravene om at der skulle være et helt historieforløb i teksten og ikke bare en scene i noget større. jeg er ikke sikker på det lykkedes, muligvis fordi jeg stillede krav til mig selv mens jeg forsøgte at skrive. det er ikke nødvendigvis en fordel.

konkylien

Hendes hoved brød overfladen med et smæld. Han blinkede overrasket og rejste sig fra stenen. Hendes ansigtsudtryk gik fra nysgerrigt til skælmsk og i næste øjeblik måtte han dukke sig for et lille, lyst projektil. Det var den konkylie han før tankeløst havde kastet i vandet. Hun lo af hans krumspring og han grinede tilbage.

Inspirationsord til hjemmeopgave: værdi.

Flow: Kreativitet og innovation - i rum

Æstetisk kommunikation i rum

 

Det første idedraft til vores scenestykke:

Værk: Han København, kortfilm. Musikken.

Step 1. tavs forhandling: vælg en ting hver.

Transformation af rummet: fra rolig til hastig. 

Scenekoncept: start i kaos og konflikt, der gradvist løses. ’dagen efter’ situation. Det der er gemt er løsningen på konflikten og det der afsløres er løsningen. Kaos både i relationen mellem figurerne og kaos i de fysiske omgivelser. Begge dele ryddes op. Musikken hæves gradvist. Objekternes størrelse referer til problemernes størrelse.

Første scene:

Start: kaos, en sover med dugen over sig, en på liggeunderlag med øl i hånden. vågner op, peter (vært) sparker Oliver (gæst). Kikker rundt. Første konflikt, det roder i Peters lejlighed.

Refleksioner

Det ovenstående var vores umiddelbare udgangspunkt i processen med at skabe en scene. Vi talte om vores individuelle responser (jf. Torunn Kjølner) til de værker vi selv havde medbragt, men gik meget hurtigt udover det værk vi havde valgt at bruge som inspiration/afsæt.

Det mest væsentlige vi tog fra værket var ideen on det hverdagsprægede og hvordan noget kan gå fra afslappet orden til uroligt kaos, både i relationen mellem mennesker og i de fysiske omgivelser. Det var også derfra vi fik ideen om at de to ting skulle afspejle hinanden.

I selve processen med at skabe scenen og lave materialet var vi dog ikke så stringente, som vi måske med fordel kunne have været, i forhold til at følge de angivne trin.

Det er tydeligt nok, at der er en værdi i at benytte sig af benspænd som ’tavs forhandling’ (Rosendahl), dvs. at udvælge rekvisitter og danne scenen uden at tale sammen, i og med at det giver mere plads til den individuelle kreativitet og åbner op for en efterfølgende diskussion af det potentiale de forskellige, udvalgte genstande har i forhold til det produkt, der skal skabes.

Vi diskuterede dog meget og brainstormede før vi lavede vores tavse forhandling.  

Til trods for at vi byttede lidt rundt på trinene havde vi dog ikke de store problemer med at holde et kreativt flow (jf. Csikszentmihalyi) kørende. Der var af og til øjeblikke med ’angst’, mest i forbindelse med det at skulle overskride grænser, da ingen af os spiller skuespil eller er specielt komfortable på en scene, men der var ikke nogen kedsomhed og det meste af tiden hold vi os i et nogenlunde flow.

Vi havde dog lidt problemer med at skifte faser i vores produktion og havde en tendens til at teoretisere og diskutere meget før vi prøvede noget af, hvilket også resulterede i, at der var nogle af de ting vi havde planlagt, som ikke kunne lade sig gøre, da vi først forsøgte. Musikken vi havde udvalgt var fx lidt for blid ift. Det stadie af transformerende kaos vores scene var endt i, så den måtte udlades i sidste ende.

Selve dialogen endte også med at være meget improviseret, da vi hurtigt fandt ud af, at en af de hårde rammer (jf. Rosendahl) vi var begrænsede af, var tiden. Vi havde simpelthen ikke tid til at lære en dialog udenad, så vi endte med at associere rekvisitter med emner, fx stol=hovedpine=’hvorfor har jeg så ondt i hovedet?’ eller telefon=damer=’hvor fanden er min tlf?, har du smidt den væk? du sku jo også ringe til hende der…’.

Æstetisk kommunikation i rum:

Den forbindelse en sådan kreativ proces har til æstetisk kommunikation ligger i relationen mellem afsender – objekt-modtager (jf. Kyndrup). Her befandt vi os på afsenderens side og oplevede hvad det var at skabe et objekt, lige så vel som vi, ved at være tilskuere til de andres scener, oplevede at percipere deres objekter og igennem vores perspektiv gøre dem til æstetiske objekter.

Vi var altså både i den kreative proces og det flow, der er til stede, når der skabes kunst eller andre produkter, som kan perciperes æstetisk, og vi var modtagere, som formede de kreative produkter og fuldendte den æstetiske kommunikation.  

~A~