Visuel Retorik

Visuel retorik d. 13.3.2012 v/ Jette Gejl & Lars k. Bertelsen

Det visuelle trækker i en modsat retning end det retoriske som udgangspunkt. Retorik er i hans optik 1:1 hvorimod det visuelle er 100 afhængigt af reception.

Overfor den visuelle retorik har man på en måde en mål-løs attitude, der er ikke et fast mål med kommunikationen og den ’har ikke tale’. Overfor sprogets logos har man det visuelles eros?

Noget af det er kulturelle konstruktioner om retorik og billede. Når det visuelle skal bruges kommunikativt er den altoverskyggende faldgrube illustration. (men hvorfor skal det sansemæssige være i front når et budskab skal gives?) fordi det bliver vagt med ren retorik, åbenbart.

Benspænd for opgaven: vi tvinges til at blive i billede-siden, i det sanseprægede, ubestemte og målløse, ved at vi i den første time af produktionen ikke måtte tale sammen.

Retorik i ren form er begrænset til målet, til trods for diverse æstetiske lag. Begivenhedsretorik: events og performance.

’turkish jokes’ – dobbelt subversivt greb (højtaler hængt op), dels med det auditive og dels med latter – latter er specielt subversiv, eller komik er.

Ide om at billedet ’bare’ er der, ideen om at billedet er naturligt og talen er kulturel.

Rum-sonde kommunikationsbillede. Diagrammatiske fremstillinger og billeder af mennesker.

 

Der er flere forskellige former for visuelle greb, både videnskab og kunst.  Billedet er naivt fordi kun vi mennesker kan læse koden.

Tekst og billede, et billede af en pibe med teksten ’ceci n’est pas une pipe’, svært at afkode som kommunikation fordi det både er tekst og billede og de to budskab ved første øjekast er forskellige.

Typografi kan skabe forskellen mellem om det er tekst eller billede.

Tekst tilføjet billede kan ændre billedets betydning ganske let.

(Barthes)

Panzani: skriftligt to niveauer, tilføjet tekst og tekst på pastapakke.

Denotationen af billedet: alle de ting der er på det: indkøbsnet, løg etc.

Konnotation: betydning af nettet, indkøb og mange grøntsager: hjemmelavet, farver: italiensk flag, kunstkonnotation: stilleben.

Det er kun nogle der kan se konnotationerne og det er meget forskelligt hvad forskellige mennesker fanger i billedet så de er relative. Hvis man kan styre konnotationerne kan man succesfuldt sælge noget.

Der er masser af andre former for kommunikation der kan løbe løbsk med konnotationer. Eller konnotationer kan være ekskluderende, fx i graffiti, der kan genkendes af ’de indviede’ og er uforståelig for andre.

Polysemi (flertydighed) den skal tøjles og styres i reklamer, for at der kan sælges: her kan tekst hjælpe.

Konnotationerne bliver også naturaliseret i reklamer. De bliver gjort ’naturlige’.

Fortolkningsfællesskaber. Kan man identificere fælleskonnotationer og intertekstualitet skaber det fortolkningsfællesskaber.

Det afgørende for den slags referencer er at nogle ekskluderes og de der så fanger den får en lystgevinst oveni.

Dagens Opgave: at skabe et visuelt produkt med udgangspunkt i den case vi har arbejdet med hidtil, nemlig SPOT-festival.

Da vi ikke måtte tale igennem hele den første time af vores produktion indfandt vi os hurtigt i en rutine hvor vi hver især tog os af hver vores lille installation og det lykkedes ikke så godt for os at få integreret de forskellige dele, da vi igen måtte tale sammen.

I min optik afspejler vores små kreative øer, der blev produceret i den første del af tiden, på en måde den facon vi generelt har, når vi arbejder sammen i gruppen. Nok hører (eller i dette tilfælde, ser) vi hinanden, men ofte ender vi mede at producere hver for sig og vi er meget sjældent enige i, hvilken retning vores produkter skal tage.

Derudover synes jeg at vejledningen fra de relevante gæsteunderviserer var kursorisk og i mange tilfælde tjente til at forvirre mere end så meget andet. Selvfølgelig er der logik i at lade de studerende udfolde deres kreativitet uden for mange retningslinier, men fornemmelsen af at være hensat til folkeskolens formningsrum blev ikke mindre af at underviserene ikke tog de produkter der fremstilledes seriøst, til trods for den ringe kvalitet.
~A~

Derudover: foreløbige refleksioner over vores arbejde i gruppen i forbindelse med den retoriske argumentation for casen (vores tale):
 

Retoriske fremlæggelser:

-          refleksion over processen

Efter at have lavet vore retoriske fremlæggelser, har vi nu afsluttet det første delforløb i Æstetisk kommunikation i Praksis.

I gruppe 4 har processen med at nå frem til fremlæggelsen forløbet på den måde, at vi har mødtes i studiegruppen og brainstormet omkring, hvad vi associerede med SPOT-festival, så vi på denne måde kunne nå frem til en idé (inventio) om, hvordan vi skulle gribe opgaven an.

Da vi var fem, der skulle koordinere arbejdet, endte det med, at vi på vores sidste møde fik struktureret talen, så vi hver især kunne skrive vores talemanuskript derhjemme. Altså blev selve udførelsesdelen planlagt enkeltvis, inden vi så mødtes dagen inden fremlæggelsen for at øve hele oplægget igennem. Efter individuel udarbejdelse af enkelte dele af den samlede tale mødtes vi for at give hinanden konstruktiv kritik samt give talen en overordnet struktur.

Som relevant kritik af vores forløb, mener vi, at vi brugte for lang tid på inventio-fasen i forhold til de øvrige faser, hvilket ikke lod for meget tid tilovers til de sidste faser. Evt skulle vi have taget nogle faste beslutninger tidligere i processen for at skabe et udgangspunkt, vi kunne arbejde ud fra – eventuelt revidere disse beslutninger i de efterfølgende faser.

I efterkritikken på vores oplæg blev vi gjort opmærksomme på, at vores fremlæggelse nok virkede for opdelt og for gentagende, hvilket angiveligt kan ses som et resultat af den noget opdelte arbejdsproces i elocutio-fasen, da der ville være skabt større sammenhæng, hvis vi havde skrevet hele tale-manuskriptet sammen. Imidlertid er det ret vanskeligt at gøre, når hele fem personer skal blive enige. Det ville angiveligt have været lettere, hvis der var max tre personer i gruppen.

Undervejs på gruppemøderne kunne der gå lang tid med at få defineret, hvad det helt præcist var, vi skulle have med. Selve argumenterne for, at SPOT skulle have støtte, var vi meget enige om, hvilket vi konstaterede på en af vores møder, ved at brainstorme hver for sig i nogle få minutter og derefter ligge sedlerne frem på bordet foran os. Her fik vi relativt let afgrænset, hvad der skulle med. Denne proces havde både en affirmativ og kritisk/analytisk funktion, eftersom vi først brainstormede løs, og derefter delte de små sedler op og sorterede gengangere fra. Denne brainstorm visualiserede vi via mindmaps.

Efter vores brainstorm gik det også relativt let med at udforme dispositio. Blot var der lidt uenigheder om, hvilken vinkel vi skulle betragte SPOT-festival fra. Musikernes synspunkt? Publikums synspunt? Skulle vi skifte mellem de forskellige synspunkter undervejs i talen? Imidlertid fik vi udformet en dispositio, så vi hver især kunne arbejde videre med elocutio og memoira.

I selve actio-delen (fremførelsen) og den efterfølgende kritik fra de andre grupper opstod så de iagttagelser, der har givet anledning til ovenstående refleksion over eget arbejde. Desuden bibragte overværelsen af de andre gruppers fremlæggelser til, at vores arbejde blev perspektiveret til andre måder at appellere til publikum på, fx gennem aktivering af publikum (egenproduceret kniv, der blev sendt rundt).